Hvad er biodiesel?

Biodiesel er fedtsyremethylestre (FAME) dannet ved en reaktion mellem en alkohol og olier/fedtstoffer af vegetabilsk eller animalsk oprindelse. Normalt anvendes metanol (træsprit) som alkohol, men ethanol kan ligeledes anvendes. Ved omdannelsen frigøres glycerin, der er et biprodukt ved fremstillingen af biodiesel.

Biodiesel kan anvendes dels som et CO2-neutralt brændstof i dieselmotorer, og dels som biofyringsolie. Den europæiske dieselnorm EN 590 tillader generelt iblanding af op til 5 % biodiesel, mens en række personbiler, lastbiler og busser med mindre ændringer kan køre på 100 % biodiesel.

Alle olier/fedtstoffer har principielt samme opbygning, uanset om de hidrører fra planter eller dyr. Disse består i overvejende grad af triglycerider, og kun indholdet af de enkelte fedtsyrer er forskellige. Her er det specielt indholdet af umættede fedtsyrer i forhold til de mættede fedtsyrer, der har betydning for produktet. Det ses af nedenstående tabel, at palmeolie og animalsk fedt har næsten samme andel af umættede fedtsyrer, mens raps- og sojaolie har et betydeligt højere indhold af disse.

Animalsk fedt Rapsolie Palmeolie
Palmitinsyre (16:0) 24 4 42
Palmitolsyre (16:1) 4 0 0
Stearingsyre (18:0) 16 2 40
Oliesyre (18:1) 43 60 43
Linolsyre (18:2) 11 20 10
Linolensyre (18:3) 1 10 0
Øvrige 1 4 1

Et højt indhold af umættede fedtsyrer sænker størkningspunktet ikke kun for olien/fedtstoffet, men også for den dannede FAME. Dette har specielt betydning ved en ren anvendelse af biodiesel, mens det ved iblanding kun har mindre betydning.

Fordele ved biodiesel

Mange målinger tyder endvidere på, at partikelforureningen ved anvendelse af biodiesel reduceres markant, hvorfor det anvendes af busser i en række større byer, bl.a Graz i Østrig. Endvidere giver biodiesel en renere forbrænding og sikrer en god smøring af motoren og kan her erstatte de normalt anvendte additiver.

Ved spild i naturen nedbrydes biodiesel hurtigt, hvilket bla. reducerer risikoen for forurening fra villaolietanke. Biodiesel kan imidlertid give anledning til en øget udledning af kvælstofilter, og den fremtidige anvendelse af biodiesel skal derfor ses i sammenhæng med de forskellige filtersystemer til reduktion af skadelige stoffer i udstødningsgassen fra biler.

Anvendelse af biodiesel

Anvendelse er i de fleste lande drevet af et krav om obligatorisk iblanding af biobrændstoffer i fossil brændstof. 2012 kravet er, at der skal iblandes 5,75% biobrændstoffer i fossile brændstoffer (målt på energiindhold). Det udmøntes i at selskaberne for nuværende tilsætter 7% biodiesel i diesel og 5% ethanol i benzin (volumenbasis).

Vil du vide mere?

Så tage endelig fat i os på:
E-Mail: ecomotion@daka.dk | Telefon: +45 7674 5111